Udlejningsbilerne hentede vi efter 4th of july i O´Hare-lufthavnen. Chrysler 300 samt en Ford Edge blev det til.
Starten på Historic Route 66 er ud for "Art Institute of Chicago" - nærmere bestemt i Adams Street - skiltet markerer hvor starten på Route 66 kom til at være efter gaderne blev ensrettede.
Vi kørte nu til loppemarked i udkanten af Chicago i den lille by Bolingbrook - kaldet "Montana Charlie´s Little America Flea-market". Viste sig overvejende at være et mexicansk marked. Kirsten fik dog fat i en gammel nummerplade til 1 dollar.
Videre gik det til byen Joliet, hvor første stop var en såkaldt Route 66 Park - nok mest kendt for ishuset, hvor filmfigurerne "Blues Brothers" danser på taget. Der er fine infotavler her om Joliet og Route 66. Vi købte "Footlongs" på "Sunset" i nærheden og nød maden i parken.
Herefter fortsatte vi længere ind i byen til et kombineret historisk museum og velkomstcenter om Route 66. Vi koncentrerede os om Route 66 og velkomstcentret, der bl.a. rummede bilsæder at slænge sig i foran en drive-in-biograf - der var dog ingen tilhørende film - kun en fornemmelse af en svunden tid. Vi gjorde dog et par gode indkøb i den tilhørende Route 66-shop.
Vi blev herefter ledt på interstate, men fandt dog ud af at komme tilbage til "Historic Route 66" og fandt en af Route 66´s mange kæmpe-figurer, denne gang "Gemini the giant" i byen Wilmington - i tidens løb brugt som blikfang til at lokke kunder ind i tilhørende café, der dog nu er lukket.
I byen Braidwood var en Elvis-figur blikfang.
Ellers fortsatte vi på den gamle vej Route 66, der flere steder løb parallelt med interstate 55 - det er ret afslappende at køre på Route 66 - man kommer ligesom ned i tempo. Undervejs stoppede vi ved gamle benzinstationer i byerne Dwight og Odell, men da det var søndag og efter kl. 16 var de dog lukkede.
Vi fandt overnatningssted på Quality Inn i byen Pontiac, hvor vi i morgen skal se et par ting, inden vi kører videre. Lige i nærheden lå det store, kendte indkøbscenter Walmart - det kender vi fra tidligere ture, så damerne ville straks på handel.