Efter en tiltrængt nattesøvn startede vi med en herlig morgenmad på Hotel Hilton. Der var alt muligt og en kok tilberedte en omelet, hvor man selv kunne vælge ingredienserne.
Vi kørte herefter videre nordpå - første mål var øen Newport i staten Rhode Island. Sejladsen "Admiral Cup" kommer bl.a. til Newport, ligesom det var på den sydlige del af øen, at Jacqueline Kennedy voksede op - John F. Kennedy kom her så meget om sommeren, at man kaldte stedet for "sommerens hvide hus".
Vi kom igennem Newports bymidte i et mylder af trafik, men så de flotte huse og gamle lygter, mens vi kørte forbi. Det var totalt umuligt at få parkeringsplads. Så kørte vi til den sydlige del af øen og fulgte den utrolig flotte vej "Ocean Avenue", hvor vi så villaer i millionklassen.
Herefter kørte vi mod Cape Cod, hvor John F. Kennedy tilbragte mange somre - og han udnævnte området til "National Seashore". Tiden var dog så fremskreden, at vi desværre ikke kunne nå det lille John F. Kennedy-museum inden lukketid, så vi kørte direkte mod vores overnatningssted - "Blue Sea Motor Inn" i den nordlige del af Cape Cod, i byen North Truro syd for Provincetown.
Der havde åbenbart været østersfestival, for der var 10 km bilkø - heldigvis i modsat retning af os......
Klik på billederne for at se teksten til hvert billede.